Økologi er ikke længere forbeholdt hippier i fodformede sko. Nu er også den tidligere prinsesse Alexandra, nu grevinde af Frederiksborg, med på den grønne bølge.
Festmiddagen for de 90 gæster, der blev indtaget på herregården Jomfruens Egede, var nemlig økologisk, oplyser Økologisk Landsforening. Og det var ikke kun maden, der var økologisk. Også vin og spiritus var lavet af rene råvarer.
Menuen var sammensat af Niels Peter Schack-Eyber, der driver sit barndomshjem, Jomfruens Egede, som økologisk herregårdshotel.