Der bliver herregårdsstemning, krystallysekroner og lange selskabskjoler.
Alexandras andet bryllup bliver holdt på lørdag, og det bliver næsten ligesom et rigtigt kongeligt bryllup. Men det er ikke i orden, siger Inge Corell, der er slotsfrue på Havreholm Slot og ekspert i takt og tone, til B.T.
»Det er anden gang, hun bliver gift, og hvis man skal holde det i god takt og tone, så holder man meget lav profil. Men sådan har de ikke valgt det, og jeg synes, at det er meget voldsomt,« siger Inge Corell til B.T.
Hun mener, at Alexandra og Martin Jørgensen skulle have valgt at blive gift under mere diskrete former, enten i udlandet eller ved en meget lille fest, hvor kun de allernærmeste var inviteret.
Historiker er uenig
Hun ved godt, at mange danskere allerede glæder sig til reportager og billeder fra det store bryllup, men det er ikke nogen undskyldning. Alexandra har meldt sig ud af kongehuset, så det må være slut med prangende fester.
Inge Corell bliver modsagt af historiker Jon Bloch Skipper. Han synes at det er helt i orden, at Alexandras andet bryllup fejres stort.
»Jeg ser det ikke som et udtryk for, at de prøver at smykke sig med lånte fjer. Man skal jo huske, at det er to mennesker med en ret stor omgangskreds,« siger han til B.T.
Alexandra og Martin Jørgensen skal giftes på lørdag i Øster Egede Kirke ved Fakse på Sjælland. Bagefter er 120 mennesker fra ind- og udland inviteret til bryllupsfest på en herregård i nærheden.