Spekulationerne om, at Manchester United-spilleren Paul Scholes har besluttet sig for at indstille karrieren efter denne sæson, kommer bag på manden, der har været hans nærmeste leder i mere end to årtier.
United-manager Alex Ferguson stiller sig også mere end almindeligt skeptisk over for rygterne om 38-årige Scholes' angivelige stop.
- Det er interessant, eftersom Scholes siger meget lidt. Så jeg vil være overrasket, hvis han har talt med en kammerat, før han har talt med mig, hvilket han ikke har gjort. Så det kan man godt afvise, siger Alex Ferguson ifølge Manchester Uniteds hjemmeside.
Paul Scholes indstillede første gang karrieren for halvandet år siden, men et halvt år senere fortrød han den beslutning og genoptog karrieren hos United.
Alex Ferguson har noteret sig, at der også florerer historier om, at to andre veteraner, 39-årige Ryan Giggs og 34-årige Rio Ferdinand, skulle være på vej væk fra klubben.
De to er ligesom Scholes ansat på kontrakter frem til næste sommer.
- Jeg mener, at Giggs kan spille i endnu et eller to år, og Rios form har været fantastisk, siger manageren.
- Det er den slags spekulationer, man kan forvente om spillere med etårige kontrakter, men det skal man efter min mening ikke tro alt for meget på, siger Alex Ferguson.
/ritzau/