Efter et halvt år præget af tumult og tragedie er der nu et lyspunkt på vej i Alec Baldwins liv. Han skal være far for ottende gang.
Det afslører Baldwins hustru Hilaria på Instagram, hvor hun og Alec Baldwin optræder med parrets seks fælles børn.
– Vi var ganske sikre på at vores familie var komplet, men vi er i ekstase over denne overraskelse, skriver Hilaria, der på grund af den meget tumult havde taget en selvvalgt pause fra de sociale medier.
Alec Baldwin og Hilaria blev gift i 2012 og blev forældre for første gang året efter. Siden er flokken blevet forøget med yderligere fem børn. Alec Baldwin har i forvejen den 26-årige datter Ireland fra sit ægteskab med Kim Basinger.
Alec og Hilaria Baldwin skabte en vis forundring, da de sidste år i marts pludselig stod frem med billeder af deres yngste datter Lucia - kun et halvt år efter de havde fået sønnen Eduardo. Parret har siden afvist at kommentere graviditeterne.
Nyheden om den kommende familieforøgelse kommer efter en særdeles turbulent periode for Alec Baldwin, som i oktober sidste år blev centrum i en dødsulykke på et filmset. Her skød og dræbte Alec Baldwin en filmfotograf med skud fra en rekvisitpistol, der ved en fejl viste sig at være skarpladt.
Familien til den dræbte filmfotograf Halyna Hutchins har sagsøgt Alec Baldwin, som dog afviser at være ansvarlig for den tragiske dødsulykke.