En markant stemme på den udenrigspolitiske scene melder sig i kritikkoret af Muhammed-tegningerne.
Den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright har svært ved at forstå formålet med de omstridte karikaturer.
- Jeg tror selvfølgelig på ytringsfriheden, men jeg mener også, at frihed kommer med ansvar. Det er svært for mig at forstå, hvad tegnerne fik ud af at gøre det, sagde Madeleine Albright til Deadline på DR2, skriver dr.dk.
Madeleine Albright var den første kvindelige udenrigsminister i USA, da hun blev udnævnt under Bill Clionton i 1996.
- Men jeg tror på pressefrihed. Og jeg mener, at det er vigtigt for folk at bruge deres frihed på en ansvarlig måde uden nødvendigvis at fornærme andre, siger Madeleine Albright.
Albright understreger, at hun ikke vil blandes ind i et meget kompliceret indenrigspolitisk spørgsmål . Hun udgav for to år siden en bog om politik og religion.
- Man skal også opdrage folk med en idé om, hvad det er at være en god borger. I USA siger man: Du har ret til at ytre dig, men ikke til at råbe brand i en fyldt teatersal , siger hun.