Karina Weiercke fik sig et uventet opkald i mandags. Alarmcentralen ringede hende nemlig op for at få hende til at løbe ned til en nærliggende mose, hvor hun skulle redde en havbiolog, skriver Ekstra Bladet.
"Det er fra alarmcentralen. Der sidder en havbiolog fast i mosen ved nr. 2. Har du et reb, så du kan løbe over og hjælpe hende?"
Sådan lød opkaldet, som Karina Weiercke modtog.
"Jeg var overbevist om, at der var nogen der tog gas på mig, men jeg skyndte mig alligevel over til mosen med et reb for at lede efter den kvindelige marinebiolog. Jeg kunne ikke finde hende til at starte med, til jeg mødte en anden nabo der fortalte, at der var en mose mere, siger Karina Weiercke til Ekstra Bladet
Og ganske rigtigt. Nede ved mosen sad en kvindelig havbiolog fast i mudderet. For at hun ikke sank ned i det, kastede Karina Weiercke sit reb ud til hende.
Det lykkedes dog ikke for Karina Weiercke og en tilstødende nabo at få havbiologen fri fra mosen. Først da brandvæsen og redningspersonale ankom, kom hun fri,
Grunden til, at Alarmcentralen bad om Karina Weierckes assistance, skyldes, at havbiologen havde slået alarm fra hendes smartphone med appen 112. På den måde kendte Alarmcentralen hendes nøjagtige placering.
Kilde: Ekstra Bladet