Som det første busselskab i hovedstadsområdet er City Trafik begyndt at sikre nødhamrene i deres busser elektronisk.
Hvis en kåd teenager forsøger at liste en hammer ud af holderen, starter en hylende alarm, og så ryger nallerne hurtigt tilbage i lommen.
- Tidligere forsvandt de i stort tal, men nu mister vi ganske få. Folk forsøger stadig, men hyletonen får dem til hurtigt at sætte hammeren på plads, så alarmen holder kæft, forklarer Frits Jensen, værkfører hos City Trafik, der driver 43 busruter i København.
Forsøgsordning
Indtil videre er den elektroniske sikring en forsøgsordning i dobbeltdækkerbussen 250S.
Og hvor der før kunne blive stjålet mellem fire og seks hamre per bus hver uge, er tallet nu nede på ganske få.
Og det er godt, hvis uheldet skulle være ude.
- Det vigtigste er sikkerheden. Prøv at overvej, hvis det utænkelige skulle ske, at en bus væltede og måske brød i brand, og der ikke var nogen hammer, så man kunne slå ruden itu, fortæller Frits Jensen.
De elektroniske alarmer fungerer indtil videre som et forsøgsprojekt for at teste, om teknikken fungerer og økonomien løber rundt.
Nødhamre i busserne er et lovkrav, og alle busselskaber har problemer med omfattende tyverier.