Den franske skuespiller Alain Delons hund skal alligevel ikke begraves med sin ejer.
Inden sin død for nylig havde Alain Delon ellers udtalt, at hans elskede hund Loubo skulle begraves med ham - også selv om hunden stadig ville være i live, når han selv døde.
Efter Alain Delons død råbte bekymrede franskmænd og dyrerettighedsaktivister op omkring, hvad der nu skulle ske med hunden. Og nyhedsbureauet AP kan nu afsløre, at Loubo må leve videre - også efter sin ejers død.
I 2018 havde skuespilleren i et interview til magasinet Paris Match udtrykt sit ønske om at blive begravet med Loubo.
- Hvis jeg dør før ham, vil jeg bede dyrlægen om at lade os forlade Jorden sammen. Det vil jeg foretrække frem for at vide, at han ville lægge sig til at dø på min grav, imens han lider, sagde Alain Delon til Paris Match.
Alain Delon adopterede den Belgiske Hyrdehund Loubo i 2014.