Chefen for terrorgruppen al-Qaeda, egypteren Ayman al-Zawahiri, opfordrer i en båndet tale militante sunnimuslimske oprørsgrupper i Syrien til at kæmpe og slås for etableringen af et kalifat i Mellemøsten.
- Find sammen, lyt og accepter at I ikke skal lægge jeres våben og forlade jeres skyttegrave, før der er etableret en islamisk stat i Levanten, og kalifatet er genskabt, siger Ayman al-Zawahiri.
Et kalifat er et islamisk styre, der er baseret på religiøs lov, og hvis leder kaldes en kalif.
Al-Qaeda er en sunnimuslimsk organisation, mens Syriens præsident tilhører alawitterne, der udspringer af shiaislam.
I Syrien har den al-Qaeda-tilknyttede gruppe Jabhat al-Nusra været en førende sunnimuslimsk modstandsgruppe i kampen mod præsident Bashar al-Assads styre.
- Jihad i Levanten skal kæmpe for at etablere et kampdygtigt islamisk kalifat, som fortsat er parat til at ofre sig, indtil islams og jihads banner kan hejses.
- Jeres prisværdige jihad giver håb for, at Palæstina kan genvindes, 65 år efter det blev tyvstjålet fra os, siger al-Zawahiri.
Talen blev udsendt på 65-års-dagen for seksdageskrigen i 1967, da Israel besatte Gaza og Vestbredden.
Skiftende kalifater har ledet den islamiske verden fra profetens tid til starten af det 20. århundrede, da Tyrkiets daværende leder Kemal Atatürk gjorde en ende på det seneste rigtige kalifat, Det Osmanniske Rige.
/ritzau/AFP