En af Al-Qaedas topledere, Mustafa Abu al-Yazid, er blevet dræbt.
Han blev dræbt under et amerikansk missilangreb i Pakistan, melder organisationen selv ifølge flere islamiske hjemmesider.
De amerikanske myndigheder er overbeviste om, at den er god nok. Det skriver New York Times.
Den 54-årige al-Yazid er før blevet meldt dræbt, men det er første gang, at Al-Qaeda selv anerkender deres tab.
Den egyptiskfødte al-Yazid var den operationelle leder i Afghanistan såvel som en af hjernerne bag terrororganisationen. Amerikanske efterretningskilder anser ham for at være nummer tre i organisations hierarki efter Osama Bin Laden og Ayman al-Zawahri.
Også Mustafa Abu al-Yazids kone og tre børn omkom under angrebet.