Irak-krigen er blevet en rigtig god forretning for Osama bin Laden.
Al-Qaeda-chefen måtte tidligere bruge af sin personlige formue for at finansiere terror rundt omkring i verden, men nu er pengestrømmen vendt, oplyser amerikanske efterretningskilder til avisen Los Angeles Times.
Den amerikanske efterretningstjeneste CIA har det seneste år optrappet jagten efter bin Laden i det nordlige Pakistan. Det har ikke bragt USA tættere på at fange terrorlederen, men til gengæld har CIA-agenterne opdaget, at stadig større pengesummer fra blandt andet Irak bliver smuglet ind i grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan, hvor Osama bin Laden og resten af al-Qaedfas ledelse menes at opholde sig.
Lever af kidnapning
Pengene kommer blandt andet fra oprørsgrupper i Irak, der lever af at kidnappe rige irakere og opkræve løsesum.
For et år siden mente efterretningsverdenen, at al-Qaedas ledelse havde store pengeproblemer, men det problem synes nu at være løst for terrororganisationen.
»Irak er en stor pengemaskine for dem,« siger en højtstående efterretningskilde til avisen.