Det begyndte med, at hun ikke måtte lege på gaden. På grund af terroristerne. Og derfra blev det kun værre i Zaman Tahers hjemby, Mosul i Irak.

Medlemmer af den lille piges familie begyndte at forsvinde. Enten fordi de flygtede, eller også fordi de blev dræbt. En helt almindelig hverdag gik det ud over hendes nabo.

»Al-Qaeda kidnappede ham, mens han var på vej på arbejde, og de forlangte løsepenge. Men de slog ham ihjel med det samme alligevel,« fortæller den 13-årige Zaman, da Nyhedsavisen møder hende i en teltby for internt fordrevne flygtninge en times kørsel fra hendes hjemby i det nordlige Irak.

Hendes far, Taher Shero Zeber, bryder ind og forklarer, at det ikke nødvendigvis var al-Qaeda, der myrdede naboen. Det kan også bare have været almindelige »terrorister og røvere, som det vrimler med i Mosul« siger han og ryster på hovedet. For ham og hans 12 børn blev naboens død blodbadet, der fik familien til at opgive alt.

Bedre med Saddam

Familien efterlod deres hus og flygtede. De havde ikke råd til at komme ud af Irak, så i stedet flygtede de kun en time væk til en lille teltby, hvor kurdiske soldater holder styr på sikkerheden.

Familiens skæbne er langtfra usædvanlig. Mens vi i Danmark har omkring 600 irakiske asylsøgere, er 2,7 millioner irakere flygtninge i deres eget land. De er såkaldte internt fordrevne, og selvom nogle få vender tilbage til Bagdad på grund af bedre sikkerhed, bliver der flere og flere.

»De har det ofte meget værre end dem, der flygter til Vesten. De internt fordrevne er dem, der ikke har råd til at tage af sted. Og jeg tror, der går lang tid, før de kan vende hjem, for sikkerheden er stadig dårlig,« siger Nuhad Shamoon, der arbejder for den Internationale Organisation for Migration i Nordirak.

Familien Taher tror ikke på, at de kan vende tilbage til Mosul. Byen er blevet en af al-Qaedas nye højborge i Irak. Der er daglige bomber, snigmord og kidnapninger.

»Saddam Hussein var en diktator, men i det mindste var der fred i min by. Jeg kan aldrig vende tilbage. Mit eneste håb er, at mine børn kan blive til noget,« siger Taher.

13-årige Zaman går i skole i teltlejren, og hun drømmer om at blive lærer. Eller bare et eller andet, der kan få hende væk fra et liv i et telt, hvor der intet er at foretage sig for en 13-årig pige.

»Det her er et hul. Vores liv er elendigt i den her teltby. Der er ingen strøm eller noget. Jeg håber, jeg kan blive lærer – og en dag hjælpe mit land til at blive bedre.«

Nyhedsavisens tur til Irak er støttet af Danidas Oplysningsbevilling.