Det nordjyske fodboldflagskib har ofte svært ved at skrabe point sammen i den indledende fase af Superligaen.
Denne sæson er ingen undtagelse. To point i fire kampe har ødelagt en del af det positive indtryk fra et flot forår med dertil hørende bronzemedaljer. 0-5 nederlaget til Randers i sidste uge står som en af de helt store blamager i AaB de senere år. Onsdag aften blev endnu et nederlag tilføjet, da nordjyderne måtte rejse fra Herning med et 1-2 nederlag til FC Midtjylland. En kamp hvor AaB dog i store dele af kampen viste både godt spil og høj moral. Derfor er der også tro på, at pointkontoens saldo vil se pænere ud i nærmeste fremtid.
»Jeg er ret sikker på, at de andre hold snart vil føle blæsten fra Limfjorden. Vi har haft vores at rode med i sommerpausen med flere profiler, som har forladt os. Men det er vi ved at have styr på,« siger klubbens sportsdirektør Lynge Jakobsen.
Han siger i øvrigt, at han ikke har set statistikker på, at AaB skulle være ekstraordinært dårlige startere.
Men et kig på de seneste års Superligaresultater åbenbarer, at det må dreje sig om glemsomhed eller selektiv hukommelse fra Lynge Jakobsens side. Kun en gang siden 2003 har AaB skrabet mere end fire point sammen i de første fire kampe.
Truppens styrke intakt
Ikke et faktum som bekymrer Michael Jakobsen.
Det, der er sket tidligere, er ligegyldigt. Vi har ikke fået de ønskede resultater i de første kampe, men det vender. Det er selvfølgelig op ad bakke, at vi allerede er 10 point bagefter, men førerholdene sætter jo også point til på et tidspunkt, og så må vi indhente dem der« siger han.
Den 21-årige forsvarsspiller har stor tiltro til truppens evner.
»I foråret gik alt vores vej i begge ender af banen. Sådan er det ikke lige nu, men det er ikke et udtryk for, at vores trup er blevet dårligere. Jeg mener godt, at vi kan gå efter igen at være med i toppen i denne sæson. Vi skal bare sørge for, at undgå dumme skader og karantæner,« vurderer Michael Jakobsen.
Efter tre kampe på fremmed græs vender AaB de kommende weekender tilbage til Aalborg, hvor holdet de næste to weekender tager imod AGF og OB.
»Men det kan vel næppe give mere end seks point,« konstaterer Lynge Jakobsen tørt.
Pointhøst i de første fire kampe for AaB gennem fem år
2003/04: 4
2004/05: 3
2005/06: 1
2006/07: 12
2007/08: 2