»Ja hej, det er Bjarke, Andreas’ ven. Kan du fortælle ham, at han skal komme ind på Jagtvej klokken 15 og larme helt vildt meget? Og han skal også ringe videre i telefonkæden.«
Da flere tusinde aktivister efter rydningen af Ungdomshuset satte København på den anden ende med en række aktioner, havde de et våben, der gjorde kommunikationen meget nemmere: sms er.
Unik mulighed
Nu undersøger to historiestuderende fra Københavns Universitet sms-beskedernes betydning.
»Den mobilisering, der fandt sted i starten af marts, er unik, fordi det, der skete, gik så hurtigt, så det kun blev annonceret med sms’er,« fortæller Nikolaj Villumsen, der sammen med Ulrik S. Kohl laver forskningsprojektet Spred Ordet.
De fandt hurtigt ud af, at de havde en gylden mulighed, og de har siden rydningen stået på sidelinjen til alle de aktioner, de har haft mulighed for, og spurgt aktivisterne, om de måtte se deres beskeder. Reaktionerne har generelt været positive, men der har også været problemer.
»Det er en usædvanlig situation, at de, der får de her sms er, også er bevidste om, at beskederne vil kunne bruges imod dem af politiet. Derfor har det været et kapløb mod uret at få beskederne samlet ind, inden de blev slettet,« siger Ulrik S. Kohl.
Historien skal bevares
De er slet ikke i tvivl om, at sms-kæderne har haft en afgørende betydning for aktivisterne. I dagene efter rydningen steg sms-aktiviteten i København – ifølge teleselskaberne – med 40 procent. Og selvom sms erne har været eftertragtet af politiet, er det lykkedes de studerende at finde frem til omkring 150 forskellige sms-kæder.
»Det mest harmløse, man kan møde, er jo historiestuderende, så der er ikke nogen, der har troet, at vi var civile betjente. Det er også vigtigt for aktivisterne at bevare historien om rydningen af Ungdomshuset og alle de efterfølgende aktioner,« siger Ulrik S. Kohl.
Folk, der ligger inde med kæde-sms er, kan kontakte dem på myspace.com/spredordet.