Kaptajnen på det amerikanske havmiljøskib 'Steve Irwin' oplyser, at han og besætningen var ved at forhindre overførslen af en død hval fra den japanske harpunbåd til et fabriksskib, da der skete en kollission.
"Vi var i gang med at blokere overførslen fra Yushin Maru 2, da Yushin Maru 1 sejlede ind foran for at blokere os. Jeg kunne ikke dreje mod styrbord, uden at ramme Yushin Maru 1," forklarer han ifølge BBC.
Der skete angiveligt skader på skibenes skrog, men der er ingen meldinger om personskader efter sammenstødet, der fandt sted i arktiske vande.
Den radikale anti-hvalfangstorganisation Sea Shepherd har jagtet japanske hvalfangere siden december, og der har været flere konfrontationer i de seneste dage.
Ifølge den Internationale Hvalkommission må Japan fange 935 vågehvaler og 50 finhvaler til videnskabelige formål.
Aktivisterne mener dog, at Japan slår hvalerne ihjel med henblik på salg og ikke videnskab.
Tidligere har besætningen på 'Steve Irwin' kastet stinkbomber af smørsyre mod hvalfangerbådene.