Imens omkring 3.000 aktivister råbte slagord for klimaet og mod politiet ved Bella Center, lykkedes det fem aktivister at krydse den fire meter brede å, der skiller Bella Center fra Vejlands Allé.
Medbragte luftmadrasser blev pustet op, lagt over åen og brugt som landgangsbro, fortæller Newspaqs udsendte reporter Jonas Sahl.
"Aktivisterne er kommet i land, men politiet står talstærkt og byder dem velkommen med peberspray på den anden side," lyder det fra Jonas Sahl.
Lige nu er politiet ved at presse demonstranter væk fra Bella Center med hollændervogne, og den formelle opløsning af demonstrationen læses op på flere sprog i megafoner.
Dagens demonstration var arrangeret af netværket Climate Justice Action, og aktivisternes mål var at skaffe sig adgang til selve Bella Center, så de kunne fortælle verdens ledere, hvordan de mener klimaudfordringerne skal løses.
230 er blevet anholdt og transporteres til klimafængslet i Valby, fortæller politiets informationschef Flemming Steen Munch til Newspaq.