Lørdag blev over 700 aktivister anholdt præventivt.
Det betyder, at langt de fleste anholdte vil blive sat på fri fod efter højest 12 timer, sådan som den nye lømmelpakke giver mulighed for.
Og det kan ske igen og igen og igen.
Det bekræfter talsmand fra Københavns politi Henrik Møller Jakobsen over for Newspaq.
"Man kan blive anholdt lige så mange gange politiet skønner at lovgivningen kan tages i anvendelse," siger han med henvisning til politiets mulighed for præventivt at anholde borgere op mod 12 timer.
Polititalsmanden fortæller, at blandt andet problematiske fodboldfans tidligere har prøvet at blive sat fast gang på gang.
Dermed står det klart, at de klimaaktivister, der ikke bliver sigtet og sat for en dommer, igen i morgen kan gå på gaden og lave nye demonstrationer.