Der opstod i går eftermiddags turmult blandt de anholdte demonstranter i det midlertidige klimafængsel i Valby.
De præventivt anholdte fanger, der havde deltaget i en demonstration på Østerbro, begyndte at banke løs på stålburene under taktfaste tilråb mod politiet, skriver politiken.dk.
Klimaaktivisterne smadrede træbænke i burene. Nogle begyndte at løsne de skruer, som holder burene sammen, og kaste med løse genstande.
Det fik politiet til at bruge peberspray for at dæmpe gemytterne.
"Det, jeg har fået oplyst, er, at der var et bur med ti indsatte, hvor fire til fem blev meget voldelige og brugte træbænkene som rambukke mod burene. Så valgte vi at sprøjte peberspray imod dem, men ikke direkte mod øjnene," siger politiets talsmand Henrik Suhr til politiken.dk.
"Vi brugte det lavest tænkelige magtmiddel i stedet for at gå ind og slås med dem. Og det virkede. Der er en læge til stede derude, og der var ingen, der kom til skade."
En 22-årig mandlig aktivist fortæller, hvordan kulde og sult fik folk til blive mere og mere utålmodige.
"Vi stod der barfodede på asfalten. Vi måtte ikke have sko på. Det var pisse koldt. Så begyndte folk at råbe og skrige: 'No justice, no peace - fuck the police'," siger den unge mand.
Sammen med de godt 200 andre anholdte deltog han ved en ulovlig demonstration, der havde til formål at lukke en del af Københavns havn ned.