Alle landets 91 jobcentre formår at aktivere flere via job med løntilskud eller praktik end for to år siden.
Det viser tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen ifølge Berlingske Tidende.
Tidligere har mange været parkeret på meningsløse kurser, hvor kommunerne har hævet skyhøje refusioner fra staten.
Men i dag er andelen af ledige, der er blevet aktiveret på en arbejdsplads vokset fra 9,3 procent til 15,3 procent på et år.
"Jeg tror, at kommunerne er blevet mere opmærksomme på, at virksomhedsrettet aktivering er den bedste form for aktivering," siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) til Berlingske Tidende.
Hun roser samtidig kommunerne for indsatsen.
"Men der er heller ingen tvivl om, at det er et større stykke arbejde at få placeret en ledig på en virksomhed end at sende en ledig på et kursus. Det er vanskeligere at benytte sig af virksomhedsrettet aktivering. Det virker bare bedre," siger Inger Støjberg til Berlingske Tidende.
Tallene viser, at den store fokus på at få ledige i aktivering på arbejdspladser er trængt igennem hos kommunerne, påpeger professor ved Århus Universitet Michael Svarer, der var medlem af regeringens Arbejdsmarkedskommission.
"Der har især retorisk været meget fokus på, at man skulle have de ledige ud i mere virksomhedsrettet praktik. Der er generelt en stigende bevidsthed hos jobcentrene om, at det her virker," siger Michael Svarer til Berlingske Tidende.