Det er ikke spor sjovt at være aktionær i Roskilde Bank lige nu.
Aktierne i den kriseramte bank styrtdykker nemlig, skriver business.dk.
Selvom Nationalbanken har spændt et sikkerhedsnet ud under banken, så hjælper det ikke på aktiekurserne.
Fredag tabte aktierne 47,92 procent på fondsbørsen, og i dag fortsætter faldet.
Fra morgenstunden faldt aktien med næsten 11 procent og efter 20 minutters handel på børsen, havde investorerne fået værdien ned med 15 procent. Således kan en aktie i Roskilde Bank nu købes for 64 kroner, mens den i april sidste år kostede hele 677 kroner.
Roskilde Banks nedtur trækker en række af de andre mindre banker med ned.
Aarhus Lokalbank er ved middagstid faldet med 26 procent, Bonusbanken faldt med knap 14 procent, Lollands Bank og Forstædernes Bank drattede 13 procent ned, mens kursen på Vinderup Bank-aktier faldt med 12 procent..
De store banker har det bedre. Jyske Bank er blot gået ned med lidt over en procent, mens både Danske Bank og Sydbank går lidt frem.
Dagens vinder er Hvidbjerg Bank, hvis aktie ved middagstid mandag var steget med ikke mindre end 14 procent.