De europæiske aktier lukkede tirsdag i det højeste niveau i to måneder, og det danske marked var ingen undtagelse. Risikovilligheden synes at være tilbage.
Det toneangivende danske aktieindeks - C20 - lukkede tirsdag med en stigning på 1,5 procent i kurs 458,25.
Det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 lukkede med en stigning på 0,8 procent, mens de nationale indekser i Storbritannien, Tyskland og Frankrig sluttede med stigninger på mellem 0,8 og 1,3 procent.
Handlen var dog noget begrænset, fordi de fleste investorer venter på det pengepolitiske møde i Den Europæiske Centralbank (ECB) på torsdag. ECB ventes her at sænke eurorenten.
Eurorenten er i øjeblikket på en procent, men analytikerne regner med, at den vil blive sænket med et kvart procentpoint til 0,75 procent.
Investorerne håber, at en lidt lavere rente vil kunne være et ekstra tilskud til den vækstpagt, som EU's stats- og regeringsledere netop har vedtaget for at sætte gang i hjulene og få skabt millioner af arbejdspladser.
Også olieprisen og råvarerne stiger igen.
- Nu er investorerne klar til at gå et gear op i risikovillighed, siger aktierådgiver i Nordea, Jesper Bamberger til Ritzau Finans.
/ritzau/