Det er især akademikere i hovedstaden, som vælger privatskolen til og folkeskolen fra. Hele 38 procent af de københavnske akademikeres børn går i dag på en privatskole. Blandt resten af landet skoleelever er det til sammenligning kun 13 procent, der går på en såkaldt ?fri grundskole?. Det viser en undersøgelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har foretaget for Ugebrevet A4.
Udviklingen bekymrer formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.
»I folkeskolen lærer man at indgå i forpligtende fællesskaber med børn, der ikke nødvendigvis ligner en selv. Det er afgørende vigtigt for samfundet,« siger han.
Efterårets diskussion af, om der er kommet flere eller færre penge til folkeskolerne bliver efter Anders Bondo Christensens mening uinteressant, hvis de bedst lønnede i samfundet vælger folkeskolen fra.
»Spørgsmålet er, om folkeskolen kan udvikle sig i takt med de forbrugsmuligheder, der er i det øvrige samfund. Ellers vil folk med ekstra overskud bruge deres råderum til at købe sig til ekstra tilbud andre steder,« siger Anders Bondo Christensen.
Det er ikke kun i hovedstaden, at de højtuddannede vender fingeren nedad til folkeskolen, men det er i nogen grad et storbyfænomen. I Aalborg, Odense og Århus vælger 20 procent af akademikerne at sætte deres børn i privatskole.
»Andelen i storbyerne er højere, fordi de højtuddannede familier er koncentreret her. Samtidig sker der i mange af de større byer et fravalg af visse folkeskoler, hvor der er en stærk overvægt af elever med indvandrerbaggrund,« forklarer seniorforsker ved Amterne og Kommunernes Forskningsinstitut Beatrice Schindler Rangvid til A4.