De færreste nyudklækkede akademikere havde nok regnet med at bruge deres lange uddannelse til at søge et studiejob som telesælger, servicemedarbejder eller receptionist.
Ikke desto mindre er der mange, der vælger netop den løsning som en vej ud af en markant stigende akademikerledighed, skriver bladet Campus fra Aarhus Universitet.
Gitte Hemmingsen, der er HR-chef i vikar- og rekrutteringsbureauet Moment, fortæller, at bureauet efter finanskrisen har oplevet en stigning i antallet af færdiguddannede akademikere, der søger deciderede studiejob.
"Mange studiejob smager en lille smule af det, som de færdiguddannede kandidater gerne vil arbejde med, og på grund af krisen er de nu villige til også at søge den slags stillinger for at få en fod indenfor," siger hun.
I det hele taget oplever Moment, at et stigende antal akademikere søger stillinger, som de er overkvalificerede til.
"I 1990'erne oplevede vi nyuddannede akademikere, der søgte manuelt arbejde som rengøring og lagerarbejde. Der er vi ikke nået til endnu, men hvis krisen fortsætter, kunne jeg godt forestille mig, at vi ser det samme scenario en gang til," siger hun.
Nye tal fra Akademikernes Centraladministration viser, at ledigheden blandt akademikere under 30 år er steget med 104,4 procent på et år.
Den økonomiske krise er især gået hårdt ud over cand.merc.erne, der har oplevet en stigning i det samlede ledighedstal på 150 procent.