Politiet i Odense har nu styr på, hvem det ene offer for søndagens skudattentat i byen er.
Der er tale om en mand med tilknytning til AK 81, der er en støttegruppe for Hells Angels, bekræfter Jack Liedecke fra Odense Politi.
"Jeg kan bekræfte, at der er tale om et AK 81-medlem. Om det er et enkeltstående tilfælde, eller om bandekrigen er brudt ud igen, vil vi undlade at sige på nuværende tidspunkt. Der kan være andre motiver bag, som vi ikke kender," siger Jack Liedecke til Newspaq.
Politiet er på vej ud for at afhøre det ene offer, mens man stadig søger efter den anden.
To mænd kom søndag aften kørende på en blå scooterknallert og affyrede mellem fem og otte skud mod to andre.
Gerningsmændene er blevet betegnet som udlændinge, der er mørke i huden og mellem 20 og 25 år.