Efter flere dages hedebølge og tropenætter er mange af os blevet afhængige af aircondition og små blæsere, der hjælper med at køle os ned.
Men pas på både derhjemme og på arbejdet. For aircondition kan sende os hjem med ondt i halsen og forkølelse, advarer flere læger. Den kolde luft gør os mere sårbare over for sygdomme, forklarer Harald Meyer, der er afdelingslæge ved Bispebjerg Hospital til Jyllands Posten.
"Kroppen er muligvis mere modtagelig for de typer virus, der er i luften, når den er afkølet. Det kan være forklaringen på, at nogle bliver forkølet af temperaturforskellen," siger han til avisen.
Aircondition kan give tørre slimhinder, hovedpine, sviende øjne og tør næse. Men det kan også få mere alvorlige konsekvenser, fortæller direktør i Astma-Allergi Forbundet, Thorkil Kjær.
"Vi har mistanke om, at aircondition har en effekt på vores immunsystem, og at der er en sammenhæng med udviklingen af luftvejsallergier. Men vi mangler endnu den klare dokumentation," siger han til avisen.