Air Alpha i Beldringe vil i den kommende tid undersøge, om der er forretningsfolk nok i Århus og København, der er villige til at betale i omegnen af 2.000 kroner for en helikoptertur mellem de to byer.
Ifølge direktør Thorkild Videbæk fra Air Alpha undersøger man både, om der er basis for åbne charterruter og mere lukkede flyvninger for trofaste kunder og investorer.
Attraktiv lufttur
»Vi kan både tilbyde kort tjek-ind-tid og en flyvetid på 38-40 minutter. For personer med mange rejsedage kan det være et attraktivt alternativ til at sidde mindst tre timer i et tog,« siger Thorkild Videbæk fra Air Alpha.
I Århus er det planen at etablere en heliport ved Østhavnen, som er under udvikling, mens man i København opererer med to placeringer.
Air Alpha har kontakt til flere investorer, som har vist interesse for at deltage i projektet.
Er interessen til stede, skal landingspladser og støjniveau godkendes af myndighederne.