Den brasilianske angriber Ailton Almeida måtte forlade banen i utide, da FC København besejrede lokale FC Cartanega på La Manga.
Ailton blev i 72. minut fældet af Armando Lozano Sanchez, der fik marchordre, og da FCK-spydspidsen præsterede en hævnakt, måtte begge spillere tidligt i bad.
Morten Nordstrand og Libor Sionko scorede for Ståle Solbakkens mandskab, der inden længe starter sæsonens seriøse kampe med to opgør mod Manchester City.
Den nyindkøbte angriber Dame N'Doye var med i den danske startopstilling, der ligeledes havde plads til et andet nyt ansigt, Martin Vingaard.
"Det var en fin kamp. Vi vinder 2-0 mod en god defensiv modstander, og en modstander der stod stærkt defensivt. Banen var lidt hård og det var også lidt blæsende, så det var ikke helt nemt derude," sagde Ståle Solbakken efter kampen.