Da Ailton Almeida kom til FCK i 2006, havde klubben tårnhøje forventninger til den brasilianske troldmand.
Noget prisen også indikerede.
Hovedstadsklubben satte nemlig historisk Superliga-rekord, da de betalte Örgryte IS hele 23 millioner kr. for den dengang 21-årige skarpretter.
Men forventningerne er langt fra blevet indfriet, og det seneste år har Ailton måtte se med fra bænken.
Men nu er det slut med at agere bænkevarmer for de danske mestre. Angriberen skifter til cypriotiske Apoel FC, der sidste år tværede FCK ud i Champions League-kvalifikationen.
Det skriver FC København på deres hjemmeside.
Det eneste der mangler, for at skiftet bliver en realitet, er, at Ailton og Apoel bliver enige om de personlige vilkår.
"Det har ikke altid været nemt for Ailton at indfri de tårnhøje forventninger, der har været til ham i F.C. København, men ikke mange fodboldspillere opnår at vinde 3 mesterskaber på 4 år. Ailton har sin store andel i de mesterskaber, og særligt husker jeg mesterskabet i 2009, hvor Ailton i forårsmånederne havde sin helt egen klasse og tryllebandt alle fodboldelskere i Danmark," siger sportsdirektør Carsten V. Jensen på klubbens hjemmeside.
Ailton Almeida har spillet 139 i FCK-trøjen og scoret 37 mål for løverne.