USA's regering, som giver vigtig økonomisk støtte til aids-forskning og behandling, må ikke trække sig fra kampen mod hiv/aids.
Sådan lyder bønnen fra Det Internationale Aidssamfund (IAS), der søndag indledte en konference i Paris.
Præsident Donald Trump har varslet nedskæringer i de amerikanske bidrag til kampen mod hiv/aids.
- Det amerikanske folk er vigtige bidragydere i dette, og vi har brug for, at de fortsætter engagementet, siger IAS' formand, Linda-Gail Bekker, på et pressemøde.
Hvis USA skærer ned i støtten, vil det "bringe menneskeliv i fare", siger hun.
Flere end 6000 forskere er frem til onsdag samlet til konference i den franske hovedstad for at se på de fremskridt, der er sket inden for aids-forskningen.
Men der er bekymringer over, at midlerne til forskningen bliver færre.
På globalt plan faldt regeringsstøtten til forebyggelse af hiv/aids sidste år til det laveste niveau siden 2010. I alt blev der givet 7 milliarder dollar mod 7,5 milliarder året inden.
I årevis har USA været den største bidragyder til den globale kamp for at nedbringe hiv-smitten, der kan føre til aids.
USA har hidtil stået for to tredjedele af finansieringen. Men Trumps finanslovsforslag, som blev fremlagt i maj, vil skære markant ned på sådanne bidrag.
Trump-regeringen ønsker, at andre lande træder til og yder større bidrag.
- Vi har fra Det Hvide hus hørt antydninger af, at der kan komme nedskæringer, der lyder, som om de for alvor kan bringe indsatsen mod epidemien i fare, siger Bekker.
Hun betegner det som et "katastrofalt tidspunkt" at se nedskæringer, når et stigende antal mennesker har brug for behandling.
/ritzau/