Ahmadinejad sender julekort til Nyhedsavisen

I et julekort sendt til udvalgte danske journalister ønsker Irans præsident glædelig jul og godt nytår.

Et overraskende julekort er dumpet ind af brevsprækken hos Nyhedsavisens journalist Lars Fogt. Afsenderen er ingen ringere end Irans præsident Mahmoud Ajmadinejad, der ønsker glædelig jul og godt nytår.

»Mine dybfølte lykønskninger på denne herlige og lykkelige dag, den hellige profet Jesus Kristus’ fødselsdag,« skriver præsidenten blandt andet.

Over to tætskrevne sider gør Ahmadinejad status over året, der gik og verdens generelle tilstand. Og det er et trist billede, der tegnes.

»I det besatte Palæstina, Irak, Afghanistan, Afrika, Sydamerika, ja selv i Europa og Nordamerika er der despoter, som i forskellige partier og gruppers interesser eller af grådighed, har trampet på menneskers ære, godgørenhed, fred og ro og spredt løgne og bedrag som fakta,« lyder der fra præsidenten, der slutter af med at ønske modtageren et nytår fyldt med vækst, godt helbred og succes.

Julekortet er sendt til udvalgte journalister i Danmark. Det vides ikke, om Ahmadinejad forventer, at de gengælder tjenesten til næste jul.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.