Fødevareminister Henrik Høegh er netop nu til krisemøde i Luxembourg. Her skal han diskutere med de øvrige EU-landes fødevare- og landbrugsministre, hvordan de hårdt ramte agurkeavlere kan få erstatning for deres tabte indtægter i den seneste tid, hvor forbrugerne af skræk for e-coli bakterien er gået i en stor bue udenom agurker.
"Det, vi arbejder for, er en slags opkøbsordning, hvor man køber nogle produkter på grøntsagsbørserne for at få nogle produkter væk fra markedet i en kortere periode for at stabilisere det marked, som næsten er forsvundet på nogle områder," siger fødevareministeren til Newspaq.
"Så vi forestiller os ikke et direkte tilskud til hver enkelt grøntsagsavler. Det, vi arbejder på, er en model, som kan understøtte markederne og få reelle markedspriser tilbage på markedet igen," siger Henrik Høegh.
Fødevareministeren kan endnu ikke sige, hvad mulighederne er for, at de danske agurkeavlere får kompensation for deres tab. Han afventer oplæggene fra EU's landbrugskommissær og fødevarekommissær.
"Vi ved, at Spanien, Belgien, Holland, Danmark og Polen, som er hårdt ramt, er optaget af at finde en model som den, jeg har omtalt," siger fødevareministeren, "men det er for tidligt endnu at sige noget om, hvor tingene lander".
"Under alle omstændigheder vil der jo være nogle grænser for, hvor langt priserne skal være nede, før man griber ind," siger ministeren.