Hun afgiver gerne en del af forældremyndigheden - men sine penge vil hun ikke af med.
Sådan lyder nogle af betingelserne i den skilsmissebegæring, som Christina Aguilera ifølge CNN afleverede torsdag.
'Uforenelige forskelle' er angiveligt grunden til skilsmissen fra manden, Jordan Bratman.
Parret blev gift i 2005 efter tre år som kærester. Men sangstjernen var dengang ikke parat til at satse en ordentlig bid af formuen på forholdet og krævede derfor en ægtepagt. Det er hun nok meget glad for i dag.
Pagten slår ifølge den amerikanske mediegigant fast, at Jordan Bratman ikke har krav på en eneste krone af de mange millioner, som 'Beautiful'-stjernen har skrabet sammen før, under eller efter ægteskabet.
Til gengæld har den blonde sminkedukkes kommende eksmand udsigt til at beholde halvdelen af forældremyndigheden over parrets to-årige søn, Max.
"Selvom Jordan og jeg er separerede, er vores forpligtigelser over for vores søn Max lige så stærke, som de altid har været," lyder det fra stjernen.
Udover det kuldsejlede ægteskab har Aguilera på det seneste haft travlt med optagelserne til filmen "Burlesque", hvor hun blandt andre spiller sammen med Cher. Filmen forventes at få premiere i Danmark til december.