I længere tid har der været rygter om en fejde mellem sangerinden Christina Aguilera og tidens største popstjerne Lady Gaga.
Men nu maner Christina Aguilera alle rygterne til jorden i et nyt indlæg til sine fans på hendes hjemmeside.
"Jeg har slet ikke noget imod Lady Gaga eller nogen anden kvindelig kunstner i denne branche. Jeg synes, hun er fin, og jeg sætter pris på en hver kvinde, som frygtløs går mod normen. Hun er kommet til sin succes gennem hårdt arbejde, og det har jeg kun respekt for," skriver sangerinden blandt andet, før hun afslutter med:
"Der er plads til os alle sammen på folks iPods."
Rygterne om fjendskab mellem de to popstjerner startede tilbage i 2008, da Christina Aguilera kaldte Lady Gaga for "den nye" og sagde, at hun var sjov at se på i et interview med Out Magazine. Tingene blev bestemt ikke bedre, da hun senere sagde, at hun var i tvivl om, hvorvidt Lady Gaga var en mand eller en kvinde i et interview med LA Times.