Agüero afværger truende City-exit i FA Cuppen

Premier Leagues tophold var bagud mod Burnley, men efter pausen førte Agüero an, da City slog til fire gange.
Sergio Agüero lynede to gange efter en lille times spil og bragte Manchester City i front mod Burnley.
Sergio Agüero lynede to gange efter en lille times spil og bragte Manchester City i front mod Burnley. Foto: Oli Scarff/AFP

Manchester City var lørdag i fare for et truende exit fra den engelske pokalturnering FA Cuppen.

Premier Leagues førerhold sikrede sig alligevel adgang til turneringens fjerde runde med en hjemmesejr på 4-1 over Burnley.

To scoringer fra Sergio Agüero inden for to minutter i anden halvleg gjorde udslaget i en kamp, hvor gæsterne overraskende tog føringen midtvejs i første halvleg.

Efter 25 minutter slap en lang Burnley-aflevering forbi City-forsvaret midt på banen, og så kunne Ashley Barnes løbe bolden op og banke gæsterne i front med 1-0.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Selv om City havde et stort overtag, så lykkedes det længe Premier League-konkurrenterne fra Burnley at forsvare eget mål.

Men godt ti minutter efter pausen brast håbet for gæsterne med to hurtige Agüero-scoringer.

Først lagde Ilkay Gündogan en flad frisparksbold udenom Burnleys forsvar og så kunne Agüero fra en halvspids vinkel sætte bolden ind ude ved stolpen til 1-1.

Kort efter var duoen på færde igen, da Gündogan på kanten af Burnley straffesparksfelt med hælen spillede Agüero helt fri til en forholdsvis nem 2-1-scoring.

I de sidste 20 minutter cementerede Leroy Sane og Bernardo Silva City-sejren med scoringerne til 3-1 og 4-1.

Pierre-Emile Højbjerg var med i de første 80 minutter, da Southampton slog Fulham 1-0 på udebane og avancerede til FA Cuppens fjerde runde.

Philip Billing gjorde comeback for Huddersfield, der på udebane slog Bolton 2-1. Danskeren blev sendt på banen med et kvarter tilbage af kampen, efter at han har været skadet i længere tid.

Brentford fra den næstbedste engelske række er færdig i FA Cuppen efter et nederlag til Notts County. Den tidligere FC Nordsjælland-angriber Emiliano Marcondes startede på banen for Brentford, der tabte 0-1.

Danskeren ramte i overtiden stolpen med et hovedstød.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.