Der må godt stå Sävehof på sedlen, når det stærke danske håndboldhold AGK's modstander i 1/8-finalerne i Champions League skal findes ved lodtrækning i dag klokken 11.
AGK endte på andenpladsen i gruppespillet i Champions League og skal derfor møde et af de tre hold, der endte på tredjepladsen, skriver DR Sporten.
"Sävehof ville være en sjov modstander. Så ville det blive til et slag om Norden. Vi vil gerne være Europas bedste, men for at blive det, skal vi måske først være Nordens bedste hold," siger forsvarsveteranen Lars Jørgensen til DR Sporten.
AGK skal møde enten svenske Sävehof, polske Vive Kielche eller makedonske HC Metalurg, og heraf mener Lars Jørgensen at Vive Kielche er klart den sværeste lodtrækning.
"Vi skal selvfølgelig være stærke nok til at slå dem ud, men det vil være en fordel at møde et på papiret svagere mandskab. Kielche har en meget stærk hjemmebane, og det kan gå meget stærkt på sådan en bane i Polen, hvor der er et stort tryk fra tilskuerne. Man kan hurtigt komme bagud, og så kan det blive svært at hente et nederlag i returkampen," siger Lars Jørgensen.
Kilde: DR Sporten