Aggressiv betonsygdom angriber 600 broer

Op mod 15 procent af alle statens vejbroer lider af betonsygdommen AKR, der skader broernes bæreevne.

Op mod 600 danske broer er blevet ramt af en aggressiv betonsygdom og risikerer at skulle rives ned længe før deres forventede udløbsdato. Det viser nye tal fra Vejdirektoratet, skriver Nyhedsmagasinet Ingeniøren.

Der er tale om betonsygdommen alkalikisel-reaktioner (AKR), som skader broernes bæreevne og i værste fald kan betyde, at broerne skal rives ned. De 600 broer på veje og jernbaner udgør omkring 15 procent af alle statens vejbroer.

- Vi ser allerede i dag flere broer med AKR og forventer en betydelig stigning i de kommende år, siger vedligeholdelseschef i Vejdirektoratet Erik Stoklund.

For at undgå at de går i forfald, står mange af broerne nu over for et storstilet vedligeholdelsesarbejde. Der er tale om 200-300 vejbroer og 200-300 af Banedanmarks broer, skriver Ingeniøren.

- Vi har haft et par tilfælde, hvor vi måtte nedrive AKR-ramte broer, fordi det var for dyrt at udbedre skaderne, siger sektionschef i Banedanmark, Klaus F. Andersen.

S-banen til Køge er et eksempel på en strækning, hvor broerne er særligt AKR-følsomme.

Mange af broerne på strækningen er opført i begyndelsen af 1970'erne, og ifølge Nyhedsmagasinet Ingeniøren er det netop broer fra byggeboomet i 1960'erne og 1970'erne, der typisk rammes.

- Man kan roligt betegne det som en tikkende bombe. En meget stor del af betonbroerne fra denne periode vil gå i forfald, så snart der går hul på fugtisoleringen, siger rådgivervirksomheden Rambølls AKR-ekspert, Bent Grelk.

Han vurderer, at 1960'er-broernes oprindelige fugtisolering typisk har en levetid på mellem 30 og 50 år, og at problemet derfor vil slå igennem i de kommende år.

Det er dog særligt vejbroerne, der er hårdt ramt, fordi indtrængende vejsalt er med til at skabe rigtig gode forhold for AKR.

Vejdirektoratet forventer, at problemet fra 2020 vil være så massivt, at der årligt skal bruges 200-250 millioner kroner til vedligehold. Det er mellem 25 og 50 procent mere end i dag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.