Den seneste sæson var en skuffende oplevelse for Daniel Aggers Liverpool, der sluttede på en svag ottendeplads i den bedste engelske fodboldrække, Premier League.
Lørdag starter klubben på en frisk, når de på udebane møder West Bromwich i sæsonpremieren, men den danske forsvarsspiller tør ikke gætte på, hvor Liverpool ligger, når den sidste Premier League-kamp er spillet næste forår.
- Det er umuligt at sige. Det er så mærkelig en liga, fordi holdene bliver tættere og tættere for hvert år, og der kommer flere og flere, der kan være med i toppen.
- Vi har en formodning og en forhåbning om, at vi kan være med i toppen, men det vil tiden vise, siger Daniel Agger, der nævner Champions League-placeringer som målet.
- Det er det, vi gerne vil spille. Men om det er realistisk, det er svært at sige, lyder det ærligt fra midterforsvareren.
De tre bedste hold i Premier League får direkte adgang til Champions League, mens nummer fire skal spille kvalifikationskampe få at nå det prestigefyldte gruppespil i Europa.
I den seneste sæson snuppede nyrige Manchester City mesterskabet foran rivalerne fra United, men mange andre hold kan i år blande sig i topstriden, mener Agger.
- Chelsea har også fået et fantastisk fodboldhold, og Arsenal har stadig et rigtig godt hold. Det samme med Tottenham. Der er mange bud, lyder det fra Liverpool-spilleren.
Liverpools kamp mod West Bromwich fløjtes i gang lørdag klokken 16.00.
/ritzau/