En af Europas bedste forsvarere, danske Daniel Agger, får måske et overraskende comeback, når Liverpool søndag møder Manchester City på udebane. Forsvareren har været væk fra grønsværen siden september, da han brækkede en knogle i den ene fod, men nu lufter træner Rafael Benitez muligheden for, at Daniel Agger afløser Sami Hyypia som klippefaste Jamie Carraghers makker midtfor.
Finnen, der allerede for et år siden måtte se sig udkonkurreret af sin yngre nordiske kollega, er nemlig tvivlsom oven på en mindre ankelskade. Det har åbnet for Daniel Aggers comeback. Danskeren har på det seneste kunnet træne almindeligt med, men har ikke kamptræning i sine målfarlige og veltacklende ben.
- Hvis Sami ikke spiller, overvejer vi at bruge Daniel. Han træner med nu og er rigtig tæt på at være tilbage i fuldt vigør, fortæller træneren.
Der er pres på Liverpool, som gerne skulle slå hjemmebanestærke Manchester City for at kunne følge med i den britiske topstrid, hvor Manchester United og Arsenal risikerer at trække gevaldigt fra.
De møder henholdsvis West Ham og Everton lørdag eftermiddag.