Daniel Agger fik igen spilletid tirsdag aften for Liverpools reserver. Det var anden gang på en uge, at den 23-årige forsvarsspiller kom på græs siden sin langvarige fodskade, der har holdt ham ude af spillet siden september.
Alligevel regner landstræner Morten Olsen ikke med, at vi får Agger at se i træningskampen mod Tjekkiet om tre uger.
- Som tingene er lige nu, vil jeg hellere sige, at jeg ikke tror, at han er med i truppen. Det er klart, at det er positivt for alle parter, at han igen kan spille kampe. Men Daniel skal lige nu holde fokus på at blive helt klar. Det er det vigtigste, og så må alt andet komme senere, siger landstræner Morten Olsen til B.T.
Hvis den tidligere Brøndby-spiller alligevel kommer i aktion, vil det være hans 19. landskamp siden debuten i 2005.