Nu får den nye danske anfører mere ros af sin forsmåede, vragede konkurrent.
Den politiske korrekthed var ellers lagt til side, da forsvarsspiller Daniel Agger i går kommenterede valget af landsholdsanfører.
Det blev nemlig ikke ham selv, men derimod Christian Poulsen, der fik tildelt hvervet. Og den beslutning huede ikke den store stopper.
"... dermed har jeg ikke sagt, at jeg synes, at det var det rigtige valg. For det synes jeg åbenlyst ikke. Jeg er utrolig skuffet, for jeg ville gerne have været anfører. Det lægger jeg ikke skjul på," sagde Agger ifølge sporten.dk, da valget var truffet.
Selvom han ikke undsagde Christian Poulsen som spiller, men i stedet lovede at bakke ham op i rollen som anfører, har Daniel Agger alligevel fundet det nødvendigt at føje nogle ekstra ord til om klubkammerat Poulsens kvaliteter i dag.
"Christian Poulsen var ikke med mod Tyskland, og han betyder meget for defensiven. Han kan binde tingene sammen, kan snakke, dirigere og har nogle store kvaliteter, som landsholdet har brug for," lød det fra Liverpools centrale forsvarer på landsholdets pressemøde i dag.