Agger i kapløb med tiden

Daniel Agger blev skadet i søndagens opgør mod Tottenham på White Hart Lane og er tvivlsom til næste måneds vigtige EM-kval kampe.
Daniel Agger er tvivlsom til de vigtige EM-kvalkampe i oktober.
Daniel Agger er tvivlsom til de vigtige EM-kvalkampe i oktober. Foto: Scanpix, Reuters, Phil Noble

Daniel Aggers deltagelse i de to vigtige landskampe mod Cypern og Portugal i næste måned hænger i en tynd tråd.

Det vurderer Aggers agent, Per Steffensen, efter at den stærke forsvarsspiller søndag måtte en tur i græsset under kampen mod Tottenham.

"Han har jo svært ved at trække vejret, og han kunne hverken sprinte eller gå op i duellerne. Det bliver en kamp mod tiden for ham at blive klar til landskampene," siger Per Steffensen til sporten.dk.

Den høje forsvarsspiller landede hårdt efter en luftduel og måtte lade sig udskifte.

Indtil videre lyder vurderingen på tre trykkede ribben, men den endelige dom kommer senere i dag efter en scanning.

"Uanset om de er brækkede eller 'bare' trykkede, så kommer det meget an på Daniels smertetærskel. Er de brækkede, hedder det tre-fire ugers ro. Hvis ikke kan det også tage sin tid, før smerterne forsvinder, og ribbenene ikke er trykkede mere," siger Per Steffensen.

Skaden går også Daniel Agger på, forklarer agenten.

"Det er så ærgerligt for ham. Det er trist. Han var også ked af det, da jeg talte med ham. Han er jo voldsomt uheldig, og det er meget smertefuldt at have ondt i ribbenene," siger Per Steffensen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.