Forsvarsspilleren Daniel Agger er Danmarks bedste spiller, mener Tjekkiets anfører, Tomas Rosicky, inden tjekkerne fredag aften i Olomouc får besøg af Danmark i VM-kvalifikationen.
Den danske anfører har også stor respekt for Rosicky.
- Han er nok en af de tjekkiske spillere, jeg kender bedst. Jeg har spillet mod ham en del gange og set ham spille en del gange. Rosicky spiller på et fantastisk hold i Arsenal og har stor betydning for dem, siger Agger.
- Rosicky er en af de rutinerede spillere både på landsholdet og i Arsenal, og han har i løbet af mange år vist, at han er en klassespiller, så han er uden tvivl en af de mest betydningsfulde spillere, siger den danske Liverpool-profil.
Inden de pæne ord fra Agger havde Rosicky - som forventes at komme sig over en mindre skade og være klar til at styre midtbanen mod danskerne - blandt andet sagt følgende om danskeren:
- Daniel Agger er en god forsvarsspiller, og han spiller for Liverpool. Han er en forsvarsspiller, som vil spille fodbold. Hans pasningsspil er det bedste ved ham.
Inden fredagens kamp har Tjekkiet fem point i gruppe B efter tre kampe, mens Danmark blot har to point for samme antal kampe.
Italien fører gruppen an med 10 point, mens Bulgarien er toer med seks point. De to tophold har spillet fire kampe hver.
Fredagens kamp begynder klokken 20.30.
/ritzau/