Daniel Agger har haft fast plads på fodbold-rygtebørsen, som har sendt ham langt væk fra Liverpool - igen og igen og igen.
Men nu skulle den altså være sikker: Danmarks forsvarsstyrmand, som plages af skader, bliver i traditionsklubben på Anfield.
Det siger Liverpool-manager Roy Hodgson i al fald til holdets hjemmeside.
"Daniel Agger er ikke blevet 'tilbudt' til nogen som helst. Daniel Agger er Liverpool-spiller, og der er en god chance for, at han er i startopstillingen på lørdag," siger han.
"Så hvis du hører, at Daniel er blevet 'tilbudt', så har det ikke noget med Liverpool Football Club at gøre," fortsætter han.
Agger er blandt andet rygtet til de italienske storhold Inter og Juventus. Men sådanne rygter giver Hodgson ikke meget for.
"Det stammer fra skruppelløse mennesker, der spekulerer og ser på spillere, som ikke har spillet de sidste par uger og derfor foreslår, at de er ledige på markedet," siger han og slår endeligt fast:
"Men hver gang du læser sådan noget, er det usandt".
Kilde: Liverpool FC