Peter Graulund har for alvor fået gang i målscoringen. Med to mål var AGF-angriberen om nogen manden bag sejren i lørdagens skæbnekamp mod Lyngby.
Med de to kasser har Graulund scoret fem mål i sit holds seneste tre kampe efter i begyndelsen af sæsonen at have haft brændt alt for mange chancer.
Mødet mellem de to oprykkere på Lyngby Stadion bar præg af kampens store betydning. Første halvleg var præget af stor nervøsitet, men i anden halvleg kom der mere fart over feltet med AGF som det toneangivende hold på banen.
Udeholdet skulle dog hen til det 71. minut, før overtaget gav gevinst, da Peter Graulund scorede med hovedet efter et hjørnespark.
10 minutter senere gjorde AGF-anføreren det til 2-0, men allerede minuttet efter lykkedes det Lyngby at få reduceret, og så lugtede hjemmeholdets fans igen point.
Lyngby formåede dog aldrig for alvor at få sat AGF under pres, og seks minutter før tid lukkede Lars Pleidrup kampen med sin scoring til 3-1.
AGF kravlede med sejren forbi både Lyngby og Viborg og ligger nu på den rigtige side af nedrykningsstregen.