Efter en målløs og rodet første halvleg kom hjemmeholdet AGF på sejrskurs efter 72 minutter ved Nando Rafael.
Blot fire minutter efter afdriblede Dioh Williams flere Vejle-forsvarere samt keeper Jimmy Nielsen, inden han trillede bolden ind i det tomme mål.
Dermed troede de fleste, at den kamp var afgjort, men oprykkerne fra Vejle kom tilbage kort efter takket være et langskud fra Steffen Kielstrup.
Kampen endte dog 2-1, og resultatet sender AGF op på femtepladsen i ligaen foran Randers, der først skal i kamp søndag.
Vejle risikerer at havne på en af nedrykningspladserne, hvis både SønderjyskE, AC Horsens og AaB vinder denne rundes kampe.
-Newspaq