Det kom bag på de fleste, at AGF søndag snubbede alle tre point mod FC København med en 1-0-sejr. Men AGF-træner Erik Rasmussen vurderer, at når holdet blot får sine skadede spillere tilbage, så bliver den slags flotte sejre måske endda hverdag.
"Når vi kommer tættere på det stærkeste hold i AGF, så er vi et tophold. Ingen tvivl om det, selv om det er store ord, når vi har tabt de første kampe i foråret, men problemet har været, at vi ikke har kunnet spille holdet ordentligt ind. Jeg har hele tiden været imponeret af truppen. Det er en utrolig stærk trup," siger Erik Rasmussen til Århus Stiftstidende.
Og de hvide fra Fredensvang var vitterligt hårdt ramt af skader op til kampen mod københavnerne. Derfor gav det også pengene hele 7,9 gange pengene igen hos Danske Spil, hvis man havde forudset AGF-sejren.
I øjeblikket må AGF blandt andet undvære profiler som Dioh Williams, Michael Lumb og Nando Rafael.
Indtil videre er det kun blevet til to sejre i forårets otte første kampe for AGF, og Erik Rasmussens tropper har 22 point op til OB på tredjepladsen.