AGF slappede for meget af i torsdagens 1-2-nederlag til FC Dila Gori i 2. kvalifikationsrunde til Europa League. Det mente både træner Peter Sørensen og målmand Steffen Rasmussen efter kampen.
- Vores tidlige scoring mod et ukendt hold gjorde nok, at spillerne blev for tilbagelænede, siger Peter Sørensen ifølge Jyllands-Posten.
- Vi havde ellers gjort dem klart, at Dila Gori ikke var noget dårligt hold. De var teknisk gode og stærke i de offensive omstillinger.
Og træneren var ikke tilfreds med sine bærende spillere.
- Jeg må konstatere, at mange af dem, der skal afgøre sådanne kampe svigtede i denne kamp, siger han.
Anfører og målmand Steffen Rasmussen havde ikke den forkromede analyse klar efter kampen.
- Jeg har svært ved at sige, hvorfor det gik galt. Men vi spillede for langsomt. Der manglede bevægelse. Derfor skabte vi heller ingen chancer, siger Steffen Rasmussen ifølge Ekstra Bladet.
- Men jeg nægter at overgive mig. Det var jo ikke noget frygtindgydende hold, vi mødte. Derfor mener jeg også, at vi har en realistisk chance for at vende det til en sammenlagt sejr i returkampen, sagde Steffen Rasmussen.
Om en uge skal AGF spille returkamp i Georgien, og den samlede vinder går videre til 3. kvalifikationsrunde.
/ritzau/