Godt 5000 tilskuere på Ceres Park i Aarhus måtte lede meget længe efter oplivende momenter, da AGF og Silkeborg fredag aften spillede 0-0 i en superligakamp, der var lige så fattig på målchancer, som der var varmegrader på lægterne.
Alligevel var AGF's cheftræner, Glen Riddersholm, godt tilfreds efterfølgende.
- Vi spillede til nul, og det er ikke hver dag, at AGF gør det. Vi prøvede at gøre alt, hvad vi kunne.
- Vi trykkede på kampen igennem, og vi skabte de største chancer, selv om der ikke var så mange, siger Glen Riddersholm.
Han ser ligefrem forbedringer i forhold til 6-2-sejren over Esbjerg forleden.
- Jeg var tilfreds med kampen og med det, vi leverede som et hold. Det var bedre, end hvad vi leverede mod Esbjerg i mandags.
- Vi så solide ud, og vi gav ingenting væk. Silkeborg havde ikke en chance. Senest vi mødte dem, havde de masser.
- Så manglede vi bare lige den sidste dygtighed, den sidste skarphed på den sidste tredjedel af banen, og det er selvfølgelig noget, vi skal gøre bedre.
- Men udtrykket, vi kom med, og den fysik, vi lagde i det, var jeg meget tilfreds med, siger Glen Riddersholm.
AGF-midtbanespilleren Daniel A. Pedersen, som tidligere har spillet i Silkeborg, er på linje med sin træner.
- Jeg synes også, at vi spillede bedre, og vi holdt os bedre til konceptet. Efter kampen mod Esbjerg var folk ikke lykkelige, for da gjorde vi mange ting forkert, selv om vi vandt stort.
- Det fik vi forbedret, selv om det blev en ret taktisk affære. Vi havde bolden meget, men vi fik ikke rigtig for alvor lirket dem op. Men vi skulle da have vundet, hvis kampen skulle have haft en vinder, siger Daniel A. Pedersen.
Med uafgjort er AGF fortsat nummer 10 i Superligaen.
/ritzau/