Begge hold havde stærkt brug for pointene, og det kunne ses.
Der blev kæmpet om overtaget på banen såvel som på lægterne. Hver eneste millimeter af Aalborg Stadion hungrede nemlig efter point, og det blev hjemmeholdet, der trak sig ud af egen hule med alle - særdeles vigtige - tre point.
AaB fik dermed første sejr i sæsonen, mens AGF endnu en gang kunne se sig slået trods flere store målchancer.
Uskarpe århusianere
AGF går et tungt efterår i møde. I sæsonens femte kamp viste holdet igen gode takter med især flere gode kontraangreb. Men både Mike Tullberg og især Peter Graulund misbrugte og misbrugte - nogle af chancerne kunne miniputter endda have sparket i kassen. Og angribernes manglende skarphed blev dyr for AGF. For i stedet bragte AaB sig foran efter en god halv times spil, da Andreas Johansson nærmest tacklede bolden i mål til 1-0 i en AaB-kontra.
Sidste års bronzevindere var dog generelt ikke frygtindgydende set over hele kampen. I stedet var det gæsterne, der pressede på og havde flere gode forsøg i den første time.
Fangerne på fortet
Ove Pedersen sagde før søndagens kamp, at man først efter denne runde vil evaluere på sæsonstarten. AGF-træneren kunne sandsynligvis allerede i det 73. minut analysere sig frem til, at sæsonen ikke har været en udpræget succes indtil nu.
For på trods af utallige chancer til især anfører Peter Graulund blev det nemlig til 2-0 ved Rade Prica. Uheldigt AGF-klumpspil, resulterede i en frispilning fra Andreas Johansson og Rade Prica kendte i modsætning til Peter Graulund sin besøgstid.
Om det var AaB-tilhængernes konstante brølen af temasangen fra det gamle TV3-program Fangerne på fortet , der gjorde udslaget, skal være usagt. Men AGF endte med at lade sig fange på AaB s fort på en nærmest forærende måde.