Superliga-topscorer Aron Johannsson forlader AGF og tiltræder i stedet i hollandsk fodbold.
Den islandske angriber, som er delt topscorer med 14 mål sammen med FCK's Andreas Cornelius, har fået en kontrakt hos AZ Alkmaar.
- Arons mange mål og generelt gode præstationer har ført til interesse fra flere klubber, siger AGF's sportschef, Brian Steen Nielsen, til klubbens hjemmeside.
- AZ Alkmaar har fulgt ham gennem lang tid, og jeg synes, at det er et perfekt match og det helt rigtige trin op ad karrierestigen for ham, siger sportschefen.
/ritzau/